| |
Status på billetsalg og en musikalsk ændring
21-06-2009
|
|
Panikken har bredt sig hos billetkøberne. Vi har på ingen måde dækket behovet, så efterspørgslen er enorm. I dette nyhedsbrev får I en status på billetsalget.
Vi har også fået et afbud, men har afløseren klar. Igen en opgradering af programmet. |
|
Turboweekend afløser Hard Candy
Hard Candy, som skulle spille Rocktown, har desværre valgt af aflyse sommertouren. At Hard Candy med ét blev til blød nougat gør dog ikke noget, da Turboweekend nu melder sig klar til Rocktown på Nibe 09.
Turboweekend er partybandet over dem alle. Med deres udadvendte diskorock, så bør der danses og festes, når Synthrockerne, som musikalsk også grænser ”indielandet” og mixer med fræk opdateret soulsound, sætter turbo på weekenden i Nibe.
Turboweekend fik af Gaffa 5 stjerner til Spot 09, og DJ Kjeld Tolstrup har tidligere sagt følgende om Turboweekend: ”De får The Killers til at minde om en slatten burger med alt for meget ost, og alt for lidt kød”. Store ord fra en stor mand. Om det er rammende må et givetvis stoppet Rocktown vurdere, når de fredag aften knalder den af under den kulsorte dug.
|
Kun onsdagsbilletter tilbage
Der er såmænd ikke megen gang i billetsalget i disse dage. Vi har jo ingen billetter at sælge, alt er revet væk. Og dog, onsdag er der stadig billetter at købe – om end denne dag også slår alle rekorder, hvad angår antal gæster på førstedagen.
Billetsalget til onsdag kører foreløbig videre, men i morgen mandag stiger prisen til indgangspris, så det er nu, der skal handles, hvis man vil slippe med 225 kr. for navne som Lars Lilholt Band, Gnags, Suspekt, Sukkerchok, Oh No Ono, The Blue Van og mange andre.
|
Få billetter til salg i indgangen
Der har altså været totalt kaos de seneste dage. Mange nåede jo ganske enkelt ikke, at sikre sig billet til de fire fede dage med musik, miljø og mennesker. Der er dog stadig et håb for de mange. Onsdag, torsdag og fredag morgen sælger vi et par hundrede dagsbilletter ved Billetsalget i Nørregade.
|
Tænk dig om på billetmarkedet
Så skrigende udsolgt, og så endog så tidligt. Mange er blevet taget med bukserne nede. Derfor forsøger en del nu at købe billetter bl.a. via festivalens ”Gæsteforum” og andre dertil indrettede sites.
Vi vil på det kraftigste advare med sortbørshandel og falske billetter. Derfor har vi også valgt at fjerne alle indlæg, som omhandler køb og salg af billetter.
Blandt os er der desværre få svindlere, som hverken ejer moral eller pli. Tag derfor alle forhåndsregler inden du køber billetter. Vær sikker på, at billetsalget er reelt og din billet dermed har værdi, når du ankommer til indgangen.
|
|
Af Peter Møller Madsen |
|