| |
Milow hitter i Nibe. Cut´n´Move skuffer
11-06-2009
|
|
Cut´n´Move har på uforståelig vis valgt at melde afbud til årets Nibe Festival, som afvikles i dagene 1. – 4. juli. Vi vil stiltiende blot undre os, beklage overfor festivalens publikum, og så ellers komme videre.
Når vi så hastigt ryger videre, så er det fordi vi netop har ”landet” en belgisk sensation, som erstatning for det orkester, som desværre nedprioriterede vores elskede festival. Vi klapper derfor tilfredse med hænderne over vores jubilæumsprogram nu styrkes yderligere. |
|
Milow hitter i store dele af Europa
Jo, det er kometen Milow, som lander i Nibe torsdag d. 2. juli.
Milows fede helt specielle halvakustiske udgave af 50 Cent/Timberlake hittet ”Ayo Technology”, som er på manges læber og klinger i dittos ører, og som garanteret bliver en af sommerens landeplager, opstod ved en tilfældighed. En radiostation bad singer/songwriteren om at lave hans helt egen udgave ”Ayo”. Det gjorde han, og nummeret blev i denne udgave et kæmpehit i hjemlandet og kort tid efter også i Holland. Siden har den bredt sig til store dele af Europa. Milow topper bl.a. i Tyskland.
Nu er turen så kommet til Danmark. Milow udgiver albummet i Danmark d. 16. juni. Et album, som udover ”Ayo Technology” bl.a. indeholder efterfølgeren ”You Don´t Know”. Et helstøbt album med masser af god langtidsholdbar stil og hitpotentiale. Nu skal vi så for første gang opleve Milow live i Danmark – på årets Nibe Festival
|
Milow blot ét af mange internationale navne
Med Milov på plakaten, tilføjes programmet endnu et tungt internationalt navn. Programmet byder bl.a. navne som Katy Perry, Bloodhound Gang, Amy MacDonald, Veronica Maggio, samt danske headliners som Nephew, Aqua, D-A-D, Kim Larsen & Kjukken og Nik&Jay.
|
Billetsalget rykker
Billetsalget brager der ud af, og har allerede slået alle rekorder. Der er under 1000 billetter tilbage til det forjættede festivalland i den smukke Skalskov.
|
|
Af Peter Møller Madsen |
|