Nyhedsbrev
 
Endnu en kvindelig stjerne til Nibe
Logo nyhedsbrev
 

Endnu en kvindelig stjerne til Nibe

25-01-2009

Vi offentliggjorde for ganske få uger siden, at verdensnavnet Katy Perry gæster årets Nibe Festival. Nu tilføres endnu en stor international sangerinde årets program. Ligeledes præsenterer Den Lille Fede en kær kending af festivalen, Mr. Dobbelt A og to bands som fik Blå Scene helt på kogepunktet under sommerens varme festival.

Amy MacDonald

På den officielle danske album salgsliste 2008 kom denne fantastiske sangerinde ind på en flot 20. plads. Det fortæller alt om, at Amy MacDonald bl.a. via hittet “This Is The Life” har taget Danmark og i øvrigt også store dele af Europa med storm. Amy MacDonald tager nu også Nibe med storm, når hun spiller Stor Scene lørdag d. 4. juli.

Amy spiller eksklusiv koncert

Med Amy MacDonald på plakaten, så tilføres årets program endnu et internationalt topnavn. Vi glæder os i den grad til at opleve denne sympatiske skotske sangerinde, som på bedste vis har formået at mixe de skotske musikalske traditioner og en snert af Tracy Chapman med fremadrettet rock og skelen til f.eks. Cranberries og landsmændene fra Travis. Mange har i øvrigt sammenlignet Amy MacDonald med netop Cranberries sangerinden Dolores O´Riordan og KT Tunstall. Koncerten med Amy MacDonald bliver eksklusiv for Danmark.   

Spleen United

En af de helt store koncerter i 2008. Det er der vist ingen tvivl om. Spleen United er i den grad en garant for, at fremtiden ser lys ud for dansk musik og livescene. De har tidligere spillet under ultra intime forhold i Rocktown, sidste år fyldte de ”Blå” og i år kunne de da sagtens – som mange andre steder - stå distancen på Stor Scene. Det er blot ikke tilfældet. Vi vil i stedet se kondensen drive af teltdugen, når synth-rockerne omdanner vores tjekkede store teltscene til et pumpende inferno. Varmt og rigtigt fedt bliver det nemlig uden tvivl, når brødrene Niemann og resten af ”Spleen” byder på masser af højaktuelle hits som ”Suburbia”, ”My Tribe”, ”She Falls In Love With Machines”, ”Heroin Unltd”, ”Spleen United” og ”In Peak Fitness Condition” – alle numre fra ”Godspeed Into The Mainstream” (2005), og ”Neanderthal” (2008). Spleen United lukker Blå Scene fredag nat.

Suspekt

For syv sulen hvor den kogte på Blå Scene, da Suspekt sidste sommer væltede Den Lille Fede totalt. Det føg med håndtegn og stank af stemning – og sved. Rapkongerne Troo.l.s, Bai-D, Orgi-E og DJ Rune Rask og bandet er selvfølgelig tilbage i Nibe. De spiller en eksklusiv koncert, når de onsdag eftermiddag åbner ballet på Stor Scene. Mindre kan ikke længere gøre det. I øvrigt fik Suspekt én af de store priser til fredagens P3 Guld prisfest - nemlig for "P3 Gennembruddet".

Johnny Madsen

25 festivaler i Nibe – de 15 af dem med Johnny Madsen på plakaten. Jo Madsen er i Nibe ligeså forankret, som Den Lille Fede med årene er forankret på ”Festivallandkortet”. Som i sommers så spiller Johnny Madsen også Blå Scene på dette års festival. Fantastiske rammer til en unik kunstner. Flere mener, at den gamle ”Madsen på Midtfyn stemning” var genskabt under sommerens varme Nibe Festival. Mon ikke næste års koncert som minimum tangerer.

Niarn

Sidst Niarn spillede Nibe, udtalte han efter koncerten følgende til festivalens eget lille dagblad -.MagaSvinet: ”Jeg troede jeg kom ud til sådan en kvart fyldt plads, for folk gider ikke komme ud i det regnvejr, men så var der bare pakket med mennesker, der gik fuldstændig amok – så det var bare super super fedt!”. Det var onsdag eftermiddag i øsende regnvejr – men det betød altså mindre. Nu er snart cd-aktuelle Niarn tilbage i Nibe. Bagkataloget, som indeholder hits som ”Antihelt”, ”Dobbelt A” og ”Mit liv” tilsættes helt sikkert flere nye hits end blot ”Undskyld Jeg var Fuld”, når Niarn fredag middag åbner 3. dagen på Stor Scene.

Enestående program

Dette års festival er den 25. udgave af Den Lille Fede. Det bliver logisk nok også en festival, som kan præsentere tidernes mest ambitiøse program i vores smukke skov i dagene 1. – 4. juli. På nuværende tidspunkt er følgende navne på plads: Katy Perry (US), Nephew, Aqua, Kim Larsen & Kjukken, Carpark North, Sys Bjerre, The Sandmen, Johnny DeLuxe, Celina Ree, Magtens Korridorer, The Blue Van, Back In Black, Lars Lilholt Band, Tue West, moi Caprice, Tim Christensen, Niarn, Suspekt, Johnny Madsen, Spleen United og altså nu også selveste Amy MacDonald (SCO).

Af Peter Møller Madsen


 

(C) Copyright NibeFestival

Klik her for at afmelde nyhedsbrev

 

Besøg vores hjemmeside Mød os og bliv fan på facebook Besøg vores hjemmeside