Nyhedsbrev
 
Veto - fede - Nibe - koge
Logo nyhedsbrev
 

Veto - fede - Nibe - koge

29-05-2008

Egentligt ingen grund til og uddybe nærmere. 4 x 4 bogstaver, halvdelen vokaler, halvdelen konsonanter fortæller alt om, hvad der venter os, når fremtidens rockband med måske allermest gennembrudspotentiale - overhovedet - spiller Nibe Festival.

Aalborg i ekstase

Baggrunden for dette – ja måske lidt kryptiske indspark, det er koncerten med Veto som blev afviklet i lørdags i et kogende varmt Studenterhus i Aalborg. Aalborg var i ekstase – guldet var hjemme til de røde (for øvrigt tillykke med det). Karnevallet kogte – Nordjyllands anden helt store tilbagevendende kulturelle begivenhed var på sit højeste. Samba – samba - samba til folket.

Kondens og knaldhamrende fed elektrorock

 

Studenterhuset var en herlig blanding af rockpublikummet, karnevalsgæster, som trods varmen og stemningen i Aalborgs gader, ikke ville snydes for Troels Abrahamsen & co., og stolte bysbørn i rød/hvide farver. Kondensen -  fy for skam - den drev fra væggene dryp, dryp, dryp i takt med Vetos knaldhamrendes fede elektrorock.

 

Nyskabelse, energi og originalitet

Vetos koncert står sammen med Suspekts samme sted, og ikke mindst Kent koncerten i Scandinavian Congress Center, hvor 4.000 Kent freaks overgav sig, indskrevet som toppen af undertegnedes koncertoplevelser det seneste år. Altså hvis man fokuserer på Nibe relevante navne. Vi bøjer os i støvet over Veto – over energiske Abrahamsen, over nyskabelsen og originaliteten. Et nummer som ”Built To Fall” symboliserede modstridende at Danmarks nye rockhelte i den grad blev stående oprejste, ”You Are A Knife” skar i os og efterlod os med nærmest blødende sår, så stærkt var det. ”We Are Not Your Friend” blev serveret med en inderlighed og bragte os alle frem til en klar overbevisning om, at venner har Veto da vist nok rigeligt af og under ”Can You See Anything” kunne vi da alle sagtens se, at Veto har monsterpotentiale til et gennembrud for det helt store brede publikum.

Fik vi sagt tak til Familien Klokkerholm fra Nibe over at datteren Kate fødte os alle en så guds benådet sanger som Troels Abrahamsen. Oplev når barnebarnet vender ”hjem” og spiller Blå Scene på sommerens Nibe Festival.

Konkurrence på www.nibefestival.dk

Har du ikke købt din billet til sommerens Nibe Festival, så sæt nu kursen mod billetsalgsstederne. Husk at billetpriserne om ganske få uger stiger. Du kan selvfølgelig også håbe, at du er den heldige vinder af 2 x partoutbillet, samt et opslået telt på Grøn Camp (med masser af tilbehør). Vi trækker en vinder af denne pakke hver uge, og trøster lidt med en 2. Præmie, som er en selvdesignet t-shirt fra Degrees.

Af Peter Møller Madsen


 

(C) Copyright NibeFestival

Klik her for at afmelde nyhedsbrev

 

Besøg vores hjemmeside Mød os og bliv fan på facebook Besøg vores hjemmeside