| |
Rock Nord 08 - Ny scene og endnu mere gas
21-03-2008
|
|
Rock Nord Prisen, som et stiftet i et samarbejde mellem Spar Nord, Nordjyske Medier, Studenterhuset og Nibe Festival, gives hvert år på årets Nibe Festival til et nordjysk band, som har potentialet og bør pushes til at nå meget længere. Rock Nord er ikke nogen konkurrence, prismodtageren udpeges af en jury, og begaves udover æren med masser af opmærksomhed, og ikke mindst 30.000 kr. Prisen gives i år for 4. gang. I 2005 fik Oh No Ono den første pris, Tone fik den i 2006, og sidste år blev Rock Nord Prisen givet til Thee Attacks. I år gennemgår Rock Nord Prisens setup en del forbedringer og fremstår som en større afdeling i Rocktown - festivalens fremadrettede scene.
|
|
Rock Nord 08 kickstartes med stand up comedy
Rune Klan og Thomas Warberg kickstarter årets Rock Nord afdeling, når de onsdag d. 2. juli kl. 12.30 går på scenen i Rocktown. De to komikere bliver dermed første indslag, og helt sikkert et indslag som på bedste vis kan fylde teltet inden de tre nominerede bands giver deres koncerter.
For øvrigt så er de to lokale komikere og studieværter på ANR Hit – Tom Bue og Niels Skovmand sat til at styre slaget gang på scenen denne onsdag. Mon ikke de fortsætter, hvor Rune Klan og Thomas Warberg slipper.
|
De nominerede endnu ikke på plads
Tre bands nomineres enten via wildcards eller via indendørsfestivalen Way Up North på Studenterhuset i Aalborg. De tre bands spiller alle en koncert onsdag d. 2. juli i Rocktown på årets Nibe Festival og senere samme aften overrækkes prisen på scenen i Rocktown. Navnene på de tre nominerede bands offentliggøres umiddelbart efter Way Up North, som afvikles i dagene 16 - 17. maj.
|
Figurines inden prisoverrækkelsen
Figurines er et godt eksempel på, at man godt kan nå langt, ja selv uden for landets grænser – også selvom, at der står 9380 Vestbjerg på dåbsattesten. Indierockerne er derfor et oplagt emne til at varme publikum op umiddelbart inden årets Rock Nord Pris uddeles. Vi ser frem til at Figurines – det gode eksempel – for første gang spiller Nibe.
|
Hefty & Jøden afslutter Rock Nord 08
Nordjyske Jonny Hefty – som nyder respekt og anerkendelse langt udenfor regionsgrænsen - og Jøden afslutter med fed rap lige på kanten årets Rock Nord afdeling. Jonny Hefty - og Jøden, som sidste år udgav "Monkeyjuice" og for øvrigt også spillede Nibe Festival, har lovet masser af overraskelser, og vil ikke afvise, at deres show som den ultimative afslutning tilsættes musikalske gæster.
|
Thee Attacks tilbage i Nibe
Apropos Rock Nord, så er sidste års prismodtager tilbage i Nibe. Thee Attacks gav sidste år en overbevisende koncert, og den gentager vi gerne.
MOD-rockerne – som er inspireret af 60´ernes og 70´ernes store navne som The Kinks og The Who - spiller dog ikke i selve Rock Nord afdelingen, men derimod i Rocktown torsdag nat.
I løbet af få dage offentliggøres de sidste navne til den bedst – og dyrest – besatte Nibe Festival, som afvikles i dagene 2. – 5. juli. Tjek det foreløbige program, som udover et meget omfattende dansk program også indeholder store internationale navne som Sheryl Crow, The Rasmus, Kent og Beth Hart, på www.nibefestival.dk
|
|
Af Peter Møller Madsen |
|