Nyhedsbrev
 
Selvfølgelig kan grisen flyve
Logo nyhedsbrev
 

Selvfølgelig kan grisen flyve

12-11-2009

Fredag d. 20. november udkommer bogen, som fortæller historien om de 25 år med festival i Nibe. Bogens underfundige titel er: ”Selvfølgelig kan grisen flyve – Historien om Den Lille Fede”. Fotoet her viser forsiden inden gardinet næste fredag trækkes helt fra.

Skildrer festivalen på godt og ondt

Journalisten Uffe Christensen har med sin humoristiske og kompetente ”pen” skrevet ”Selvfølgelig kan grisen flyve”, altså historien om den festival, der startede som ”drengestreger” og nu er Nordjyllands mest omfattende tilbagevendende kulturelle begivenhed.  

Bogen skildrer festivalen på godt og ondt. Sejre, nederlag, kriser og kys, glæder og skuffelser, opture og nedture, gåsehud og svedeture, regn, rusk og sol har fået plads i ”Selvfølgelig kan grisen flyve”.
 
"At arbejde så intenst - og så længe - med en bog om Nibe Festival, har været fascinerende. Et kæmpe puslespil af hårde facts, indtryk, holdninger, billeder og meget andet danner nu en helhed. ”Selvfølgelig kan grisen flyve” giver et meget bredt indtryk af en væsentlig kulturfaktor i Nordjylland", siger Uffe Christensen, den kære forfatter, og han tilføjer:
"Jeg hævder ikke, at jeg med bogen fortæller den fuldstændige historie om Nibe Festival. Den historie bæres af de mange, mange tusinde, der har været involveret i festivalen i løbet af de 25 år. Men det er mit håb, at alle de historier, der ikke fortælles i bogen, vækkes til live, når den læses."
 
Jesper Seneca Art & Design har klædt Uffes kompetente og kulturelle pen i festtøjet. Farver, fest, fotos, lidt frækhed og finurlige historier præger de 240 sider, som bogen om festivalen indeholder. Den sidder lige i skabet - som man siger.
 
Vi er utroligt glade for bogen og for det kolossale arbejde, Uffe, Jesper Seneca, samt ikke mindst de ufatteligt mange bidragydere har lagt i den. Vi glæder os som små børn til at præsentere ”Selvfølgelig kan grisen flyve”.
 
Salget af ”Selvfølgelig kan grisen flyve” starter fredag d. 20. november, hvor festivalen i tidsrummet 16.00 – 18.00 åbner en - til lejligheden indrettet - bogcafe i BG bygningen i Skomagergade i Nibe. Fredag bydes der på lidt til ganen i anledningen af bogudgivelsen. Lørdag formiddag fortsætter salget i bogcafeen og herefter sælges ”Selvfølgelig kan grisen flyve” via www.nibefestival.dk samt i udvalgte butikker. Tjek mere om det på festivalens site. Bogen kommer i øvrigt til at koste 250 kr.
 
”Selvfølgelig kan grisen flyve” er realiseret bl.a. via økonomisk støtte fra Tuborg Fondet og Aalborg Kommune.
 
  
 
 
 

Af Peter Møller Madsen


 

(C) Copyright NibeFestival

Klik her for at afmelde nyhedsbrev

 

Besøg vores hjemmeside Mød os og bliv fan på facebook Besøg vores hjemmeside